Vi havde besøg den ene aften, og i den forbindelse tænkte jeg det var tid til at prøve noget andet, end de traditionelle kager som jeg har en tendens til at bage. Så derfor valgte jeg at prøve banankage af - egentlig er jeg ikke selv specielt glad for bananer generelt, men har fået banankage før hvor jeg har været imponeret, så nu ville jeg prøve selv.
Jeg var inde på Cute carbs hvor jeg fandt en opskrift på en banankage, som jeg brugte som inspiration.
Opskrift:
3 bananer
½ tsk vanillesukker
75 gr sukker
75 gr perfect fit
75 gr mel
½ tsk bagepulver
3 æg
80 gr. flydende becel
50 gr. valnødder
100 gr. mørk chokolade (over 70%)
Start med at piske sukker og æg sammen til en luftig masse. Herefter vendes vanillesukker og perfect fit i massen. Det er vigtigt at vende det forsigtigt, så luften ikke bliver slået ud.
Bananer blendes til mos, og valnødder hakkes groft så det er klart til at blive blandet i massen. Derefter vendes mel, bagepulver og flydende becel i sukker- og æggemassen, indtil det igen er ensartet og uden klumper. Til sidst vendes banan og valnødder i.
Jeg hældte dejen i et fad med bagepapir, så jeg kunne få kagen let ud af fadet igen.
Den skal have en ca. 40 min ved 180 grader i en almindelig ovn.
Når den er bagt færdig tages den ud og stilles til afkøling, efter afkøling vendte jeg kagen om, så bunden kom i vejret.
Herefter smeltes den mørke chokolade over vandbad- smelt gerne halvdelen, tag skålen væk fra vandbadet, og put resten i og rør til det hele er ved at være smeltet, og sæt den tilbage over vandbadet og smelt så der er ingen klumper tilbage.
Smør den derefter over kagen, og lad det størkne inden kagen serveres.
Kagen blev super lækker, og godt fugtig og bananen smagte godt igennem. Jeg har overvejet at næste gag jeg skulle lave den, at hakke chokoladen groft i stedet og vende den i dejen, i stedet for at putte chokolade på toppe, tror det kan give et andet pift til kagen. Man kan også altid tilføje flere nødder, hvis man gerne vil have det, og evt. hakke det fint.
God fornøjelse med kagen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar